Generelt om for- og færdigregistrering

Registrering af alle lærepladsforhold sker på et trin i tringuiden. Trinnet hedder "Skolens registrering".

Før lærepladsforholdet kan registreres, skal eleven have et uddannelsesforløb. Uddannelsesforløbet skal have samme uddannelse og speciale som lærepladsforholdet.

Uddannelsesforløbet kan oprettes før registrering af lærepladsforhold fra skolens elevoverblik.
Uddannelsesforløbet kan også oprettes under registreringen af lærepladsforhold i trinnet "Skolens registrering".

For analoge aftaler skal dato for modtagelse og dato for underskrift fra det juridiske dokument tastes. Herefter har den analoge aftale status 'UNDERSKREVET'.

For digitale aftaler er disse datoer forudfyldt. De kommer fra den digitale signatur.

Der er flueben til forregistrering og til færdigregistrering.

Forregistrering

Uddannelsesaftaler, tillæg og ophævelser skal være forregistreret inden for tre hverdage efter skolen har modtaget dem.
Når lærepladsforhold er markeret med forregistrering, bliver oplysninger fra lærepladsforholdet synlige for virksomheden på deres elevoversigt. Samtidig bliver oplysningerne tilgængelige for skolernes studieadministrative systemer og for AUB. 
Forregistrering kan ikke fjernes.

Færdigregistrering

Færdigregistreringen betyder, at skolen har afsluttet sagsbehandlingen. Der skal være en forregistrering, før færdigregistreringen kan ske, men de kan godt markeres samtidigt. 

Når aftale er færdigregistreret, sendes der besked til aftalens parter, om at den er færdigregistreret.
Ved færdigregistrering af "andre lærepladsforhold" dvs. skoleoplæring, oplæring i udlandet og FGU-EUD forløb sendes der ikke automatisk besked om færdigregistreringen.


Når lærepladsforhold er færdigregisteret, er alle felter låste for redigering. Hvis der skal rettes fejl, skal færdigregistrering fjernes, hvorefter felterne låses op for redigering.
Ved rettelser i uddannelsesaftaler, tillæg og ophævelser, sendes der automatisk besked til aftalens parter, både på analoge og digitale aftaler.

Ved ændringer i "andre lærepladsforhold" sendes der ikke automatisk besked om rettelsen.

Efter rettelse skal færdigregistrering markeres igen. 

Registrering af aftale underskrevet uden for Lærepladsen.dk

Analoge aftaler er defineret som aftaler, hvor underskriftsprocessen ikke foregår digitalt på Lærepladsen.dk

Registreringer af analoge aftaler, tillæg eller ophævelser sker grundlæggende på samme måde som digitale. 

I stedet for at sende aftalerne til underskrift hos parterne, skal uddannelsesaftalen, tillægget eller ophævelsen med den fysiske underskrift og skolens påtegning vedhæftes til Lærepladsen.dk. 

Når den er vedhæftet, kan der indtastes dato for underskrift og dato for skolens modtagelse af aftalen. Samtidig kan  for- og færdigregistrering markeres.

Ved færdigregistreringen modtager parterne (ligesom ved digitale aftaler) besked om at færdigregistreringen er sket med link til aftalen, tillægget eller ophævelsen. 

Hvis der ændres i registreringen af aftale, tillæg eller ophævelse sendes der ikke automatisk besked om dette. Dvs. der kommer ikke blå ændringsmarkører eller besked til parterne om evt. rettelser. 

Registrering af uddannelsesaftaler der omfatter RKV og EUV

Ved registrering af uddannelsesaftale, der omfatter realkompetencevurdering/RKV og efterfølgende EUV, markeres i felterne til Realkompetencevurdering samt enten EUV1, EUV2 eller EUV3.

RKV afgør, om aftalen er EUV1, EUV2 eller EUV3. Derfor skal aftalen først færdigregistreres, når RKV er gennemført og EUV-typen eventuelt er ændret jf. resultatet af RKV.


I trin 12 Skolens registrering, skal angives varigheden af RKV i antal dage, før aftalen kan færdigregistreres.

Når RKV indgår i uddannelsesaftalens periode, skal RKV foretages fra første dag i aftaleperioden.


Generelt om registrering af skoleoplæring, oplæring i udlandet og FGU-EUD

Registrering af "andre lærepladsforhold" kan ske under "Uddannelsesaftaler" fra menulinjen øverst, eller fra elevens uddannelsesforløb på elevoverblikket. 


Registrer lærepladsforhold fra menulinjen Uddannelsesaftaler

  • Klik på "Opret lærepladsforhold"
  • Vælg den relevante type af lærepladsforhold og klik "Næste"
  • Udfyld de krævede felter i tringuiden.

I trinnet "Skolens behandling" skal vedhæftes aftaledokument (skoleaftale, aftale om FGU-eud eller aftale om oplæring i udlandet) med skolens påtegning.

Har eleven ikke et uddannelsesforløb på samme uddannelse, oprettes uddannelsesforløbet i trinnet "Skolens registrering".


Registrer lærepladsforhold fra elevens uddannelsesforløb

  • Gå til elevens elevoverblik
  • Åben uddannelsesforløb
  • Klik på "Opret lærepladsforhold" 
  • Følg ovenstående vejledning.


Ved registrering af "Andre lærepladsforhold" sendes der ikke automatisk besked fra Lærepladsen.dk.

SE-nr.

Er der behov for at rette SE-nr. på en uddannelsesaftale eller et eksisterende tillæg, kan skolen foretage rettelsen, når aftalen er underskrevet og eventuelt forregistreret.

Skal rettelsen foretages i en færdigregistreret aftale eller tillæg, fjernes markering af færdigregistrering, rettelsen foretages og færdigregistrering markeres igen. Dette medfører en blå rettelsesmarkering samt orienterende mail til lærling og virksomhed.

Ændring af SE-nr. kan kun gælde fra aftalens startdato eller fra tillæggets dato for gældende pr.

AUB modtager ændringen. Er der før ændringen udbetalt refusion/tilskud fra AUB til virksomheden, vil den blive modregnet, og efterfølgende udbetalt til det aktuelle SE-nr.

Det er skolens ansvar at have dokumentation for rettelsen fra virksomheden.

Vær opmærksom på, at ændring af SE-nr. er ikke en væsentlig ændring til uddannelsesaftalen, som skal ske via et tillæg. Der må derfor ikke laves et tillæg, hvor eneste ændring er SE-nr.


Elev i skoleoplæring eller FGU-eud forløb skifter skole


  • Skolen med den igangværende skoleoplæring/FGU-eud registrerer afslutningsgrund ”Afbrudt af anden årsag” og tilføjer bemærkning ”Skoleskift til skolenavn”

  • Den nye skole opretter skoleoplæring/FGU eud forløb med startdato dagen efter slutdatoen på den tidligere skole og tilføjer bemærkning ”Tidligere på skolenavn”



Ændring af version uden tillæg

I helt særlige situationer er det muligt at registrere ændring af uddannelsesversion, uden der er indgået tillæg til uddannelsesaftale.

Det er i situationer, hvor der er kommet ny version af en uddannelse, og hvor fagligt udvalg har givet tilladelse til,
at der for den konkrete uddannelse og version, må ændres version i uddannelsesaftale uden indgåelse af tillæg.

Registrering

Registreringen sker fra aftalen på elevoverblikket, ved at klikke på ”Opret ændring”.
Kun hvis det for den pågældende aftale er tilladt at ændre uddannelsesversion uden tillæg,
er der mulighed for at markere ”Opret ændring af uddannelsesversion”. Derefter følges tringuide og ændringen færdigregistreres til sidst.

Åbn for versionsskift uden tillæg

Er der behov for at ændre uddannelsesversion uden brug af tillæg, og der endnu ikke er åbnet for ændring af versionen på den pågældende uddannelse,
kan fagligt udvalg rette henvendelse til STIL via supportsag. I sagen skal oplyses

  • Hvilken uddannelse/cøsanr.
  • Hvilken version der må skiftes fra og til
  • hvilken dato ændringen tidligst må ske

Skoler kan også rette henvendelse via supportsag og vedlægge dokumentation fra fagligt udvalg med samme oplysninger.