Hvad er regelgrundlaget for udbetaling af lærepladstaxameter og hvordan fortolkes regelgrundlaget?

Lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 111 af 30. januar 2024, indeholder i § 12 c, stk. 1, følgende bestemmelser:

”Staten yder tilskud til institutioner for erhvervsrettet uddannelse og andre skoler og institutioner for formidling af uddannelsesaftaler med arbejdsgivere inden for lov om erhvervsuddannelser, herunder kombinationsaftaler, eller formidling af beskæftigelse i udlandet, jf. § 31, stk. 3, i lov om erhvervsuddannelser. Tilskuddet ydes på grundlag af et årligt måltal for antal registrerede uddannelsesaftaler og aftaler om beskæftigelse i udlandet pr. tilskudsmodtagende institution. Måltallet fastsættes til 100 pct. af antal tilskudsudløsende uddannelsesaftaler og aftaler om beskæftigelse i udlandet for institutionen i det seneste kalenderår. Måltallet fastsættes senest den 31. marts i året efter det seneste kalenderår. Tilskuddet forhøjes, når institutionen har opfyldt det årlige måltal. Tilskuddene ydes ikke for uddannelsesaftaler i henhold til § 66 f, stk. 1, og § 66 r, stk. 3, i lov om erhvervsuddannelser eller for uddannelsesaftaler inden for social- og sundhedsuddannelserne. Tilskuddenes størrelse fastsættes på de årlige finanslove. Det er en betingelse, at uddannelsesaftalen eller beskæftigelsen i udlandet får en varighed af mindst 3 måneder. Retten til tilskud for uddannelsesaftaler med prøvetid bortfalder, hvis uddannelsesaftalen ophører inden prøvetidens udløb.”


Lovens § 12 c, stk. 4 - 8 indeholder følgende bestemmelser:


Stk. 4. Tilskud i tilskudsåret efter stk. 1-3 beregnes på baggrund af uddannelsesaftaler og aftaler om beskæftigelse i udlandet, som er gyldigt registreret i det praktikadministrative system, senest den 31. december året efter at uddannelsesaftalen eller aftalen om beskæftigelse i udlandet er indgået. Der sker ikke genberegning af tilskud i tilskudsåret efter stk. 1-3 som følge af registrering eller berigtigelse af registrering, der finder sted efter denne dato.

Stk. 5. Børne- og undervisningsministeren udbetaler et foreløbigt beløb til dækning af udgiften til tilskud og administrationsudgifter til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. Beløbet udbetales kvartalsvis forud. Der gennemføres en efterfølgende regulering efter årets afslutning.

Stk. 6. Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag udarbejder et særligt regnskab for udbetalinger i løbet af året, jf. § 24. Regnskabet revideres efter § 25.

Stk. 7. Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag administrerer ordningerne i stk. 1-3 og fastsætter nærmere regler om udbetalingen.

Stk. 8. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om regnskabsaflæggelse og revision for institutionerne nævnt i stk. 1-3.


Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag har i bekendtgørelse nr. 1435 af 27. november 2017 - bekendtgørelse om tilskud til institutioner for erhvervsrettet uddannelse og andre skoler og institutioner til praktikpladsopsøgning og vejledning af elever samt formidling af uddannelsesaftaler – fastsat bl.a. følgende regler:


§ 1. Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag udbetaler på statens vegne tilskud til institutioner for erhvervsrettet uddannelse og andre skoler og institutioner til praktikpladsopsøgning og vejledning af elever om praktik- og beskæftigelsesmuligheder.

§ 3. 

Stk. 3. … Retten til tilskud bortfalder, hvis uddannelsesaftalen eller praktikopholdet i udlandet ikke får en varighed på mindst 3 måneder.

§ 4.Tilskud, jf. §§ 1 og 2, kan tidligst udbetales, når uddannelsesforholdet eller praktikopholdet i udlandet har varet i 3 måneder regnet fra begyndelsen af uddannelsesforholdet i praktikvirksomheden eller praktikopholdet i udlandet.

§ 6. Styrelsen for It og Læring opgør en gang om måneden størrelsen af tilskud, jf. §§ 1 og 2, for alle tilskudsberettigede institutioner og indberetter tilskudsbeløb pr. institution til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.”


Den 1. juni 2023 overgik registreringen af uddannelsesaftaler for elever og lærlinge fra systemet EASY-P til Lærepladsen.dk.


Styrelsen for It og Læring har i forbindelse med overgangen foretaget en gennemgang af løsningen for at sikre, at de nye data benyttes korrekt. Denne gennemgang har vist, at der er uoverensstemmelse mellem beregning af tilskud i it-systemet og regelgrundlaget på området. Uoverensstemmelsen har medført, at der er udbetalt ikke hjemlet lærepladstaxametertilskud for en andel af elevernes uddannelsesaftaler.

Hvordan fortolkes ”tilskud for uddannelsesaftaler, som ligger i umiddelbar fortsættelse af hinanden og er indgået med den samme elev, arbejdsgiver og på samme uddannelse”?

En umiddelbar fortsættelse fortolkes som maksimalt fem dage mellem slutdatoen for den første uddannelsesaftale, og startdatoen for den anden uddannelsesaftale. Med elev menes, at elevens CPR-nummer er det samme i de omfattede aftaler, hvor der med arbejdsgiver er tale om, at aftalen påbegyndes på et CVR-nummer, der indgår i den forudgående aftale. Med uddannelse menes, at aftalens CØSA-formål er det samme på tværs af de to aftaler.

I disse tilfælde skal eleven ikke igen have en 3 måneders prøvetid og aftalerne er derfor uopsigelige fra første dag, jf. § 60, stk. 1 og 2 i lov om erhvervsuddannelser, der er sålydende:

”§ 60. En uddannelsesaftale kan ikke opsiges af aftalens parter.

Stk. 2. De første 3 måneder af oplæringstiden betragtes dog som en prøvetid, hvori enhver af parterne kan opsige aftalen uden angivelse af grund og uden varsel. Skoleophold medregnes ikke i prøvetiden.”

Børne- og Undervisningsministeriet vurderer derfor, at der efter reglerne samlet set ikke kan udbetales mere end et lærepladstaxametertilskud for sådanne aftaler, da elevens oplæringstid under aftalerne skal anses som en samlet og sammenhængende oplæringstid.

Dette betyder, at der ikke er hjemmel til udbetaling af tilskud for fx:

  • Tillægsaftaler, som indgås med henblik på en umiddelbar fortsættelse af en igangværende uddannelsesaftale mellem samme elev, arbejdsgiver og på samme uddannelse.
  • Restaftaler, som indgås med henblik på en umiddelbar fortsættelse af en igangværende uddannelsesaftale mellem samme elev, arbejdsgiver og på samme uddannelse (fx en kort aftale)
Hvordan vil STIL håndtere de ukorrekte udbetalinger?

Styrelsen for It og Læring udsendte den 27. februar 2024 et brev om ukorrekt udbetaling af lærepladstaxameter til alle institutioner for erhvervsrettet uddannelse samt øvrige modtagere af lærepladstaxametertilskud. Du kan finde brevet her: Orienteringsbrev | Orientering om ukorrekt udbetaling af lærepladstaxameter

I forlængelse heraf implementerede styrelsen fra marts 2024 en midlertidig løsning, som tilbageholder alle aftaler, hvor styrelsen er bekendt med, at der ikke er hjemmel til at udbetale tilskud. Løsningen indebærer også, at tilskud tilbageholdes, hvis der hersker tvivl om, hvorvidt aftalerne skal udløse tilskud.

Den 24. juni 2024 blev en justeret beregning af lærepladstaxameter sat i drift. Den nye løsning muliggør at identificere alle aftaler, der skal udløse tilskud. Tilbageholdte aftaler for perioden marts-juni 2024, som skal udløse tilskud, er frigivet til den tilskudsberettigede institution og fremgår af institutionens oversigter i grænsefladen til præmietrækket i EASY-P.

Vil institutionernes måltal blive justeret?

I beregningen af lærepladstaxameteret indgår et måltal for den enkelte institution. Måltallet beregnes ved at tælle det antal aftaler, som har udløst tilskud i det foregående tilskudsår. Tilskuddet til den enkelte institution forhøjes, når institutionen har opfyldt det årlige måltal.

Måltallet for tilskudsåret 2024 justeres ved at tælle det antal aftaler, som efter kriterierne i den justerede beregning af lærepladstaxameter, ville have udløst tilskud i det foregående tilskudsår.

Hvordan kan jeg registrere en manuel markering (statuskode 7000) på en aftale, som er frigivet grundet den justerede beregning af lærepladstaxameter?

Fra 24. juni 2024 satte styrelsen en justeret beregning af lærepladstaxameter i drift. Den nye løsning muliggør at identificere alle aftaler, der skal udløse tilskud. Såfremt det viser sig, at nogle af de tilbageholdte aftaler for perioden marts-juni 2024 skal udløse tilskud, fremgår disse tilskud af den enkelte institutions prøvetræk.

Hvis tilskuddet for en frigivet aftale ikke står til at blive tildelt den institution, som har formidlet aftalen, kan den formidlende institution registrere en manuel markering, inden aftalen præmieres i systemet månedens ultimo.

Bemærk, at frigivne aftaler, hvor der registreres en manuel markering, medtages i kørslen månedens ultimo. Det er således ikke muligt, at slette en registreret manuel markering efter den 30. juni 2024.

Aftaler på Præmietrækkets fejlliste skal ikke håndteres inden månedens udgang. Aftalen vil først blive medtaget i en månedlig kørsel og præmieret, når aftalens fejl er håndteret.

Du kan finde generel vejledning om registrering af manuelle markeringer på viden.stil.dk her: Supplerende teknisk vejledning til Præmietræk

Skal institutionerne betale tilskud tilbage?

Der vil ikke ske opkrævning af udbetalte tilskud bagud i tid. Det skyldes, at der er sket udbetaling på baggrund af begunstigende afgørelser fra Styrelsen for It og Læring, som der ikke vurderes at være retligt adgang til at tilbagekalde. Dette understøttes af, at vejledning og prøvetræk til institutionerne har afspejlet, at der ville blive udbetalt tilskud i disse situationer.

Er prøvetrækket i EASY-P retvisende?

Prøvetrækket i EASY-P er per 24. juni 2024 retvisende og viser de tilskudsudløsende aftaler, som institutionen står til at modtage i den kommende udbetaling. Såfremt nogle af de tilbageholdte aftaler for perioden marts-juni 2024 skal udløse tilskud, fremgår disse tilskud af den enkelte institutions prøvetræk.

Hvor kan man få svar på spørgsmål om lærepladstaxameter?

Hvis du ikke kan finde svar på dit spørgsmål her, kan du oprette en supporthenvendelse til Styrelsen for It og Læring via linket her. Vær opmærksom på, at du skal logge ind med brugernavn og kodeord til supportsystemet for at kunne oprette din henvendelse.