Virksomheden kan tilmelde sig beskeder om lærlinges fravær under skoleophold. Det er muligt både at tilmelde sig straksbesked og besked med opsummeret fravær. Efter login foretages tilmelding under menupunktet 'Fraværsbeskeder'. Beskeder sendes i tidsrummet mellem kl. 7.00 og 18.00.

Straksbesked om fravær

Straksbesked sendes senest 30 minutter efter, at fraværet er registreret på erhvervsskolen. Straksbesked sendes kun for fravær, der er på samme dag, som det registreres. Det betyder, at hvis erhvervsskolen registrerer fravær dagen efter, at lærlingen har været fraværende, så sendes der ikke straksbesked om det. Der sendes kun én besked pr. lærling. pr. dag. Hvis lærlingen er fraværende i efterfølgende lektioner samme dag, vil dette fravær indgå i opsummeringen og i fraværsoversigten på Lærepladsen.dk. Hvis fraværet senere rettes eller slettes, vil det korrekt registrerede fravær fremgå i opsummeringer og i fraværsoversigten på Lærepladsen.dk.

Besked med opsummeret fravær

Der kan sendes både daglige og ugentlige beskeder med opsummering af fravær. Den daglige opsummering sendes om eftermiddagen på dagen for fraværet. Den ugentlige opsummering sendes mandag morgen for den foregående uges fravær. Såvel daglige som ugentlige opsummeringer sendes kun pr. mail. Det samlede fravær fremgår altid af fraværsoversigten på Lærepladsen.dk.