Her kan du finde svar på nogle af de typiske spørgsmål til AMUkvalitet.

Listen bliver løbende opdateret. 

Kontakt os gennem vores support, hvis du har et spørgsmål, som du ikke finde svar på herunder.


Hvornår lukker Viskvalitet?

Viskvalitet.dk lukker den 30. august 2024, og al indhold slettes. Herefter vil det ikke længere være muligt at tilgå data fra Viskvalitet.Hvis I har brug for at gemme evalueringer fra Visvkalitet.dk, skal I huske at trække data ud og gemme lokalt inden Viskvalitet lukker den 30/8-2024.

Hvilke platforme fungerer AMUkvalitet på?

AMUkvalitet fungerer på alle platforme.

AMUkvalitets spørgeskema er tilpasset til evaluering på smartphone, pc eller tablet.

Kursisten kan derfor let evaluere på sin egen mobiltelefon, hvis ikke der er øvrigt computerudstyr i nærheden.

Hvordan får kursisten adgang til evalueringen?

Kursisten får adgang til AMUkvalitet via et link på Voksenuddannelse.dk.

Kursisten skal logge ind på Voksenuddannelse.dk med sit MitID, hvor et link til evaluering på AMUkvalitet vises i et pop op-vindue. Linket kan også findes under fanen ”Evalueringer” i menuen på Voksenuddannelse.dk.

Ved klik på linket, sendes kursisten til spørgeskemaet i AMUkvalitet.dk.

Hvornår kan kursisten evaluere?

Kursistens evalueringslink bliver aktivt i Voksenuddannelse.dk fra kursistens sidste kursusdag. Linket er aktivt i 14 dage, eller indtil kursisten har besvaret. Herefter forsvinder linket.

Det er uden betydning, om holdet fortsætter efter kursistens kursusperiode. Det er kursistens sidste kursusdag i Voksenuddannelse.dk, der tæller.

Hvor længe kan kursisten evaluere?

Kursistens evalueringslink bliver aktivt i Voksenuddannelse.dk fra kursistens sidste kursusdag. Linket er aktivt i 14 dage, eller indtil kursisten har besvaret. Herefter forsvinder linket.


Hvornår er spørgeskemaet indsendt og gemt?

Spørgeskemaet er indsendt og gemt, når kursisten når frem til kvitterings-siden med overskriften "Færdig". Kursisten skal have gennemført hele besvarelsen, før svarene bliver gemt.

Den gennemsnitlige kursist skal regne med 5-10 minutter til at besvare alle spørgsmål. Det tager lidt længere, hvis kursisten uddyber sin besvarelse med tekst.

Hvem kan se resultater for udlagte kurser (udlån af godkendelser)?

Den skole, der afholder et kursus, kan se evalueringerne og trække holdrapporter m.v., og resultaterne tæller med hos denne skole. 
Den godkendte skole har det formelle ansvar for kvaliteten og skal holde øje med den, så den godkendte skole skal aftale med afholdende skole at udveksle oplysninger – fx holdrapport og besvarelsesoplysninger fra AMUkvalitet.
I dataudtrækket 'Hent besvarelser' kan man se og filtrere på godkendt skole, så det er nemt for afholdende skole at få de besvarelser frem, som er relevante for den godkendte skole.

Skal individuel kompetencevurdering (IKV) og vurdering af basale færdigheder i AMU evalueres med AMUkvalitet?

Nej, hverken IKV og vurdering af basale færdigheder i AMU skal evalueres med AMUkvalitet. 

En AMU-udbyder skal selv sørge for, at der sker evaluering af IKV og vurdering af basale færdigheder, som udbyderen afholder. Evalueringen skal ske systematisk, og det kan f.eks. ske i form af bestemte spørgsmål, som udbyderen regelmæssigt stiller til et udvalg af deltagerne og deres arbejdspladser/virksomheder, så der er mulighed for at følge op på svarene. Udbyderens evaluering af IKV og basale færdigheder skal kunne dokumenteres, bl.a. ved tilsyn. Regler for evaluering af bl.a. IKV og vurdering af basale færdigheder fremgår af AMU-bekendtgørelsens § 30. Evaluering af IKV er desuden omtalt i IKV-vejledningens afsnit 3.4.

Dette gælder for følgende fagkoder:

  • 40080 Individuel kompetencevurdering i AMU
  • 40081 Individuel kompetencevurdering i AMU - F/I
  • 40131 Vurdering af basale færdigheder

Der bliver ikke dannet link til evaluering for tilmeldinger til ovenstående fagkoder. Og de tæller heller ikke med i besvarelsesprocenter.

Relevante links:

Skal RKV før erhvervsuddannelse for voksne og praktik for flygtninge og indvandrere (F/I) evalueres med AMUkvalitet?

Nej, hverken RKV før erhvervsuddannelse for voksne eller praktik for F/I skal evalueres med AMUkvalitet.

Dette gælder for følgende fagkoder:

  • 25000 RKV før erhvervsuddannelse for voksne
  • 43343 Praktik for F/I

Der bliver ikke dannet link til evaluering for tilmeldinger til ovenstående fagkoder. Og de tæller heller ikke med i besvarelsesprocenter.

Bemærk - 25000 RKV før erhvervsuddannelse for voksne er ikke en AMU-aktivitet, og er derfor ikke omfattet af regler for evaluering, som det er tilfældet med IKV. Fagkode 25000 er meldt ud som AMU 'af tekniske grunde' for at gøre det muligt at søge om VEU-godtgørelse og befordringstilskud for aktiviteten.

Skal Direkte prøve gaffeltruckcertifikat A eller B evalueres med AMUkvalitet?

Nej, det skal det ikke, da det er en mulighed for at gå direkte til prøve, og ikke en kursusaktivitet.

Dette gælder for følgende fagkode:

  • 47890 Direkte prøve gaffeltruckcertifikat A eller B

Der bliver ikke dannet link til evaluering for tilmeldinger til ovenstående fagkode. Og den tæller heller ikke med i besvarelsesprocenter.

Bemærk 47890 er først tilføjet til liste over fag, som ikke skal evalueres med opdatering i Voksenuddannelse.dk den 27/2-2024, så der kan være besvarelser knyttet til faget,

Skal direkte prøve på Grundlæggende vagt evalueres med AMUkvalitet?

Nej, det skal det ikke, da det er en mulighed for at gå direkte til (om)prøve, og ikke en kursusaktivitet.

Det gælder for direkte prøve i følgende fagkode:

  • 49697 Grundlæggende vagt 

Selvom der er tale om et certifikatkursus uden tilknyttet AMU-prøve, anbefaler vi (STUK), at I opretter et hold til den direkte prøve og sætter Ja til omprøve på holdet. Så bliver der ikke dannet link til evaluering.

Vi anbefaler den løsning, da der ikke findes et særskilt fag til den direkte prøve på Grundlæggende vagt, som det er tilfældet med Direkte prøve gaffeltruckcertifikat A eller B. 

Kan vi bruge AMUkvalitet til virksomhedstilfredshedsmålinger?

Nej, I kan ikke bruge AMUkvalitet til virksomhedstilfredshedsmålinger.
Tidligere kunne I bruge Viskvalitet.dk, men det var ikke et krav, at I brugte Viskvalitet.dk til virksomhedstilfredshedsevalueringer.

Det er et krav, at en repræsentativ stikprøve af virksomheder/ arbejdspladser, der har haft medarbejdere på uddannelser, evaluerer aktiviteten, jf. AMU-bekendtgørelsens § 30 stk. 2. 

I bestemmer selv, hvordan I som AMU-udbyder tilrettelægger evalueringer med deltagerens arbejdspladser. Se også her om den generelle tilgang til arbejdet med kvalitet i AMU, hvor kvalitetscirklen er beskrevet: https://www.uvm.dk/arbejdsmarkedsuddannelser/puljer--forsoeg-og-kvalitetssikring/kvalitetssikring-og-tilsyn/kvalitetssikring-paa-amu

Evaluering


Bliver link til AMUkvalitet sendt ud til kursisterne med Digital Post?

Nej, der bliver ikke udsendt links via Digital Post.

Kursisterne skal logge på Voksenuddannelse.dk på deres sidste kursusdag, hvor der vil være et link til evaluering i AMUkvalitet. Linket er aktivt i 14 dage, eller indtil kursisten har besvaret. Herefter forsvinder linket.

Får kursisterne en notifikation på sms eller email om, at der er en aktiv evaluering klar i Voksenuddannelse.dk?

Nej, det er ikke muligt at udsende notifikationer fra AMUkvalitet eller Voksenuddannelse.dk.

I skal som skole gøre kursisterne opmærksom på, at de skal logge på Voksenuddannelse.dk for at evaluere i AMUkvalitet.

Kommer der en rykker til de kursister, som ikke har evalueret inden for en uge?

Nej, det er ikke muligt at udsende notifikationer fra AMUkvalitet eller Voksenuddannelse.dk.

Hvad med kursister, der ikke deltager alle kursusdage?

Kursistens evalueringslink bliver aktivt i Voksenuddannelse.dk fra kursistens sidste kursusdag. Linket er aktivt i 14 dage, eller indtil kursisten har besvaret. Herefter forsvinder linket.

Hvis en kursist fx stopper efter 4 dage på et 6-ugers kursus, vil evalueringslinket i udgangspunktet først blive aktivt i Voksenuddannelse.dk på kursets sidste dag efter de 6 uger.

Ved afbrud bør kursistens placering i det studieadministrative system derfor afkortes, så Voksenuddannelse.dk kender kursistens sidste kursusdag. Linket vil herefter kunne tilgås af kursisten i 14 dage fra kursistens sidste kursusdag, hvis kursisten ønsker at evaluere.

Hvordan evalueres hold med flere fag eller undervisere?

Evalueringen følger tilmeldingen. Hvis tilmeldingen vedrører et hold med flere fag, som fx et åbent værksted-hold eller en kursuspakke, så dækker kursistens evaluering alle fag på tilmeldingen.

Kursisten vil derfor skulle evaluere flere undervisere i samme spørgeskema, hvis der har været flere undervisere på holdet.

Hvordan evalueres kurser, der forløber hen over årsskiftet 2023-2024?

Det er tilmeldingens slutdato, der afgør, hvor evalueringen skal ske.

Hvis kurset løber over årsskiftet 2023-2024, og kursisten har sidste kursusdag i 2024, skal kursisten evaluere i AMUkvalitet.

Hvad hvis kursisten har læse- og skrivevanskeligheder?

Kursisten kan på sin mobil benytte højtlæsningsfunktion til at få spørgsmålene læst op.

Der kan også bruges tale-til-tekst-/dikterings-funktioner til tekstbesvarelser.

Hvad hvis kursisten ikke forstår dansk?

Kursister, der ikke kan dansk, har mulighed for at gennemføre spørgeskemaet på engelsk. I bunden af spørgeskemaets side i AMUkvalitet kan der skiftes sprog mellem dansk og engelsk.

AMUkvalitet kan desværre ikke understøtte andre sprog end dansk og engelsk på nuværende tidspunkt.


Udfordringer med at tilgå AMUkvalitet


Hvad hvis kursisten ikke har MitID?

Hvis kursisten ikke har MitID, kan kursisten besvare spørgeskemaet på papir. Du kan finde og udskrive spørgeskemaet fra siden Spørgeskemaer til udskrivning.

Besvarelser på papirskemaer kan ikke efterfølgende indtastes i AMUkvalitet og tæller således ikke med i statistikken på AMUkvalitet.dk. En besvarelse på et papirskema for et hold, der er udbudt på Voksenuddannelse.dk og har et evalueringslink, medfører at evalueringen tæller som ubesvaret i systemet.

Besvarelser på papirskemaer skal opbevares af skolen i indeværende år samt hele det følgende år som dokumentation i forbindelse med eventuelle tilsyn.

Hvad hvis kursisten ikke har et cpr-nummer?

Hvis kursisten endnu ikke har fået et cpr-nummer på besvarelsestidspunktet, kan kursisten besvare spørgeskemaet på papir. Du kan finde og udskrive spørgeskemaet fra siden Spørgeskemaer til udskrivning.

Besvarelser på papirskemaer kan ikke efterfølgende indtastes i AMUkvalitet og tæller således ikke med i statistikken på AMUkvalitet.dk. En besvarelse på et papirskema for et hold, der er udbudt på Voksenuddannelse.dk og har et evalueringslink, medfører at evalueringen tæller som ubesvaret i systemet.

Besvarelser på papirskemaer skal opbevares af skolen i indeværende år samt hele det følgende år som dokumentation i forbindelse med eventuelle tilsyn.

Hvad hvis kursisten ikke kan se sit link til evaluering?

Der kan være forskellige grunde til, at en kursist ikke får vist link til evaluering:

  • Kursistens tilmelding er ikke slut endnu. Linket bliver først aktivt på kursistens sidste kursusdag.
  • Der er gået mere end 14 dage, siden kursisten havde sidste kursusdag.
  • Kursistens tilmelding vedrører et omprøvehold eller et aflyst hold
  • Kursistens tilmelding vedrører fag/kurser, som ikke skal evalueres, dvs. en af disse fagkoder:
    • 25000 RKV før erhvervsuddannelse for voksne
    • 40080 Individuel kompetencevurdering i AMU
    • 40081 Individuel kompetencevurdering i AMU - F/I
    • 40131 Vurdering af basale færdigheder
    • 43343 Praktik for F/I
    • 47890 Direkte prøve gaffeltruckcertifikat A eller B
  • Kursisten er markeret som IDV-kursist (IDV = indtægtsdækket virksomhed, bruges også for eud-elever, som deltager i AMU)
  • Kursistens tilmelding er ikke overført til AMUkvalitet
  • Kursistens tilmeldinger har ingen fag tilknyttet i Voksenuddannelse.dk

Se også vejledning til underviser i, hvad de skal kigge efter, hvis de oplever, at kursisten ikke kan finde link til evaluering.

Hvad hvis MitID, Voksenuddannelse.dk eller AMUkvalitet er nede?

Hvis MitID, Voksenuddannelse.dk eller AMUkvalitet er nede på evalueringstidspunktet, anbefales det at bede kursisterne vente med at evaluere, til siderne er oppe igen. Kursistens evalueringslink er aktivt i Voksenuddannelse.dk i 14 dage indtil kursisten har besvaret. Herefter forsvinder linket.

Hvordan evaluerer kursister uden adgang til internettet (fx fængselshold)?

Kurser afholdt i fængsler og arresthuse udbydes ikke på Voksenuddannelse.dk, så indsatte kan ikke tilgå et evalueringslink. Indsatte skal imidlertid have mulighed for at evaluere et kursus efter deltagelse.

Besvarelser fra indsatte skal derfor foretages manuelt på papirskemaer, og de tæller ikke med i statistikken på AMUkvalitet.dk.

Du kan finde og udskrive spørgeskemaet fra siden Spørgeskemaer til udskrivning.

Besvarelser på papirskemaer skal opbevares af skolen i indeværende år samt hele det følgende år som dokumentation i forbindelse med eventuelle tilsyn.

Hvor kan jeg udskrive evalueringsskemaer på papir?

Du kan finde og udskrive spørgeskemaet fra siden Spørgeskemaer til udskrivning.

Vær opmærksom på, at papirskemaer kun skal anvendes på fængselshold, eller hvis en kursist ikke har MitID. Hvis MitID, AMUkvalitet eller Voksenuddannelse.dk er nede, anbefales det at bede kursisterne vente med at evaluere, til siderne er oppe igen.

Hvornår må jeg udlevere spørgeskemaer på papir?

Spørgeskemaer på papir kan anvendes på fængselshold, eller hvis en kursist ikke har MitID. Du kan finde og udskrive spørgeskemaet fra siden Spørgeskemaer til udskrivning.

Hvis MitID, Voksenuddannelse.dk eller AMUkvalitet er nede på evalueringstidspunktet, anbefales det at bede kursisterne vente med at evaluere, til siderne er oppe igen. Kursistens evalueringslink er aktivt i Voksenuddannelse.dk i 14 dage indtil kursisten har besvaret. Herefter forsvinder linket.

Spørgsmålene i AMUkvalitet


Hvilke spørgsmål stilles der i AMUkvalitet?

Kursisterne skal svare på spørgsmål indenfor tre områder: Kursusudbytte, lærerens indsats samt undervisningens form og indhold. Det er spørgsmålene på disse tre områder, som danner grundlaget for de gennemsnit, der bliver beregnet i AMUkvalitet.

Hertil kommer spørgsmål om kursistens baggrund, om prøver og endelig mulighed for, at kursisten kan uddybe sine svar i fritekst.

Du kan få et overblik over alle spørgsmål, svarmuligheder og de kategorier, de enkelte spørgsmål hører til, her.

Hvorfor får kursisterne ikke altid de samme spørgsmål?

Det enkelte spørgeskema er tilpasset kursistens "tilmeldingstype" i Voksenuddannelse.dk. Konkret betyder det, at spørgsmål til kursusudbytte varierer, alt efter om kursisten er i arbejde, ledig eller tilmeldt som ”privatperson”.

Hvad er det for nogle prøver, der stilles spørgsmål til?

Prøvespørgsmålene stilles til alle AMU-kurser. AMUkvalitet har ikke oplysninger om, hvorvidt der er knyttet AMU-prøve til det kursus, som evalueres.

Hvis kurset er prøvefritaget, skal kursisten blot svare nej til at have tage kursets prøve.

Hvem har formuleret spørgsmålene?

Spørgsmålene i AMUkvalitet er formuleret af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) og efteruddannelsesudvalgene.

Hvorfor er skalaen ændret?

I AMUkvalitet kan der svares på en skala fra 0-7. Dette er en ændring ift. det tidligere Viskvalitet, hvor skalaen var fra 0-10.

Skalaen er ændret bl.a. for at kunne fungere på en mobiltelefon og på baggrund af ønsker fra skolerne, der har ønsket en enklere skala.

Værdierne på skalaen er understøttet af farver, og 0 er lig ”Nej” og 7 er lig ”I høj grad”.

Grundet ændringerne i skalaen er resultaterne i AMUkvalitet, som er indsamlet fra 2024 og frem, ikke sammenlignelige med dem i Viskvalitet.dk, som blev brugt frem til og med 2023.

Data i AMUkvalitet


Skal man afgrænse på FKB, når man som skole bestiller dataudtræk?

Nej, man behøver ikke at afgrænse på FKB. Hvis man lader feltet stå tomt, får man vist alle skolens besvarelser/nøgletal for den valgte periode.

Hvad viser resultatoversigterne på AMUkvalitet?

Når du tilgår amukvalitet.dk præsenteres du for den overordnede resultatoversigt "Kursisttilfredshed - Alle skoler". Oversigter viser, hvordan AMU-skolerne klarer sig på de 3 kvalitetsdimensioner: Kursusudbytte, Lærernes indsats og Undervisningens form og indhold.

Du kan vælge at hente data som regneark. Udtrækket indeholder detaljeoplysninger om skoler, som har mere end 25 besvarelser pr. fag i den valgte periode.

Læs mere om indholdet af dataudtrækket fra den overordnede resultatoversigt på siden Feltvejledning: Kursisttilfredshed - alle skoler

Hvis du klikker ind på en skole, får du vist, hvordan en specifik skole klarer sig på de 3 kvalitetsdimensioner. Også her kan du vælge at trække data ud som regneark. Udtrækket indeholder detaljeoplysninger om fag med mere end 25 besvarelser i den valgte periode.

Læs mere om indholdet af dataudtrækket fra den skolens resultatoversigt på siden Feltvejledning: Kursisttilfredshed - specifik skole

Hvordan logger jeg på AMUkvalitet som skolebruger?

Du skal bruge MitID Erhverv knyttet til skolens cvr-nummer for at logge på AMUkvalitet.

Rettighedsadministratoren på din skole skal tildele dig rettigheden "Institution" for, at du kan logge på.

Læs mere om, hvordan du får adgang på siden Hvordan får jeg login-rettigheder til AMUkvalitet.dk?

Hvis du mener, at have fået rettigheder, men alligevel ikke kan se de to menupunkter: Holdrapporter og Dataudtræk, så tjek en ekstra gang, om du har fået tildelt de nødvendige rettigheder. Du tjekker dine rettigheder ved at logge på MitIDErhverv med din MitID Erhverv. Klik på blokken "Rettigheder" for at se, hvilke rettigheder, du har knyttet til din MitID Erhverv. Her skal du kunne se rettigheden "AMUkvalitet - Institution".

Hvor finder man data fra 2023 eller tidligere?

Du kan finde data fra 2023 eller tidligere ved at gå på Viskvalitet.dk. Bemærk dog, at Viskvalitet.dk lukker 30. august 2024. Hvis I har behov for at gemme data fra Viskvalitet.dk, skal I huske at hente data inden Viskvalitet.dk lukker.

Hvem kan få adgang til at se data i AMUkvalitet?

I bestemmer selv, hvem der skal have adgang til at se skolens data i AMUkvalitet. Alle personer med MitID Erhverv knyttet til skolens cvr-nummer og rettigheden "AMUkvalitet - Institution" vil kunne se data (evalueringer) for alle skolens kurser. Dvs. man kan ikke nøjes med at give undervisere adgang til at se evalueringer for egne kurser. Til det formål findes der Holdrapporten, som en administrativ medarbejder med adgang til AMUkvalitet, kan danne og sende til underviser. Det er skolens MitID rettighedsadministrator som kan tildele rettigheder til AMUkvalitet.

Hvordan skal holdrapporten læses? Mangler der ikke en svarprocent for holdet?

Holdrapporten viser svarprocenten på fag på holdet, og den samme opgørelse findes samlet for hvert fag i en valgt periode under ”Dataudtræk”, hvis man vælger ”Hent nøgeltal”. Det giver mulighed for at følge op på svarprocenten på faget, fag med samme (lave) svarprocent, eller - ved udregning af denne ud fra dataudtrækket - udbyderens svarprocent i en periode. 

Vi opgør ikke holdets svarprocent som sådan, fordi det er svært at gennemskue beregningen, når nogle af deltagerne deltager på flere af fagene, mens andre ikke gør. Deltagere, der deltager på flere fag, f.eks. i et åbent værksted, vil dermed veje tungere på holdets svarprocent, end deltagere, der ”kun” tager ét fag i værkstedet og dermed på holdet. 

Både varierende fagsammensætning på holdene og varierende fag-fordeling af deltagere på holdene vil gøre det svært at pege på og iværksætte konkrete tiltag for at forbedre svarprocenten på et hold.

Vi anbefaler derfor, at man som AMU-udbyder med jævne mellemrum foretager dataudtræk af besvarelsesprocenterne som ovenfor beskrevet, og udregner og følger besvarelsesprocenten fordelt på fag, FKB-områder og hele AMU-området i afgrænsede perioder, for at se efter mønstre, der kan følges op på.

Må vi dele evalueringsresultater med kursisternes arbejdsgiver?

Ja,  I må godt dele evalueringsresultater med deltagernes virksomheder/ arbejdspladser, hvis nedenstående betingelser er opfyldt. Dette er for at sikre beskyttelse af enkeltpersoner:

  • Diskretionsgrænse: Evalueringsresultater må kun videreformidles, hvis de er baseret på mindst 5 besvarelser på et hold eller fag, så den almindelige diskretionsgrænse overholdes. Dvs. at alle fag, der vises for et hold, skal have haft mindst 5 besvarelser.
  • Resultater skal være fra hele hold eller fag, og må kun vises opgjort på kvalitetsdimensioner. Ved kun at vise resultater fordelt på kvalitetsdimensioner sikres bl.a., at enkelte afvigende svar, dvs. at en person svarede anderledes på noget end andre, ikke vises.
  • Svarprocenter må gerne medtages.
  • Der må aldrig kunne identificeres enkeltpersoner, eller nogen enkeltpersoners svar, i de data, der formidles til en virksomhed/deltageres arbejdsplads.
  • Resultater for hold eller fag mv., hvor der er deltagere fra flere virksomheder/ arbejdspladser, må ikke afgrænses til resultater for deltagere fra en bestemt virksomhed. Hvis alle på et hold eller fag er fra samme virksomhed, må der dog gerne deles, hvis de øvrige betingelser er opfyldt.

I resultatudtræk, som deles med kursisternes arbejdsgiver, må der ikke indgå:

  • svar på enkeltspørgsmål
  • baggrundsdata
  • tekst/ kommentarer fra deltagerne
  • læreres eller andre navne 

I kan med fordel bruge oplysninger fra udtrækket 'Nøgletal', da det netop indeholder de oplysninger, som må deles med arbejdsgiver, såfremt diskretionsgrænsen er opfyldt.