- Skal jeg bruge samtykke for at teste en testdeltager?
Ja, du skal indhente et såkaldt forvaltningsretligt samtykke til test af børn og unge under 18 år fra deres forældre. Samtykket skal indhentes, inden testen gennemføres. Voksne giver automatisk samtykke, når de vælger at lade sig teste.
Der er ikke krav om, at samtykket skal være skriftligt og kunne dokumenteres, men det kan være praktisk og en god idé at gøre især for offentlige myndigheder, som har notatpligt. Der skal gives en tilstrækkelig orientering om den behandling af personoplysninger, som et samtykke til testen vil indebære. Dette sikrer du ved at udlevere Ordblindetestens oplysningstekst, som ligger på hjemmesiden www.ordblindetest.dk.
Såfremt man ønsker at indsamle og opbevare et skriftligt samtykke stiller STIL skabeloner til rådighed, som man kan tage udgangspunkt i. Man er også velkommen til at benytte egne skabeloner til formålet. Skabelonen findes på www.ordblindetest.dk og nederst på denne side.
- Må testresultaterne deles med en anden uddannelsesinstitution?
Ved skole- eller uddannelsesskift følger testrapporten automatisk med deltageren via deltagerens UNI-login. Det betyder, at ordblindetestvejlederen på den nye institution kan få adgang til deltagerens testrapport. Både for børn og unge under 18 år og for voksne skal der indhentes samtykke til videregivelse. Altså et andet samtykke end det som er til gennemførelse af test.
Den dataansvarlige kommune/institution indhenter og opbevarer samtykkeerklæringer samt koordinerer videregivelse af information om samtykke ved overdragelse til en ny dataansvarlig. Den modtagende dataansvarlige modtager information om eksisterende samtykker og kan selv indhente yderligere samtykker senere ved behov. For videregivelse fra folkeskoler til andre institutioner (eller til en folkeskole i en anden kommune) er det f.eks. kommunens ansvar at sikre, at den modtagende institution kender til testdeltagerens resultater på Ordblindetesten og de givne samtykker.
STIL har udarbejdet en skabelon, som der kan tages udgangspunkt i.
Bemærk, at man som institution eller læsevejleder med adgang til testrapporter fra Ordblindetesten altid bør sikre sig, at man har samtykke eller accept fra eleven / elevens værger / den studerende til at tilgå dennes testrapport. Det er i udgangspunktet sådan, at en skole som har testet en elev/studerende for ordblindhed (vi kan kalde den en ”afgivende skole”) skal videregive oplysninger om samtykke til en modtagende uddannelsesinstitution for at sikre en hurtig og smidig overgang for eleven/den studerende. Samtykket bør også være specifikt, da det gør det mere tydeligt for eleven / elevens værger / den studerende, hvad de har sagt ja til. Hvis det ikke har været muligt at udfylde samtykke til videregivelse, og/eller det af en eller anden grund ikke er videreformidlet til en modtagende uddannelsesinstitution, er det den modtagende uddannelsesinstitutions ansvar, at sikre at de har samtykke eller accept til at tilgå elevens / den studerendes testrapport.
Der er fire skabeloner:
- Skabelon for samtykke til testtagning for hhv.
- Personer under 18 år, og
- Personer over 18 år
- Skabelon for samtykke til videregivelse af ordblindetestrapporter for hhv.
- Personer under 18 år, og
- Personer over 18 år
Herudover er der en pdf-fil der beskriver oplysningspligt i f.m. ordblindetest.