På 'Status'-siden kan du tjekke elevernes status i de enkelte nationale test. Hvis eleven opnåede grøn status under afvikling af testen, vil resultatet normalt være tilgængeligt den følgende dag.

Husk rettigheder til elever

For at se detaljerede resultater og printe forældrebreve for bestemte elever i bestemte nationale test, skal en lærer være tildelt rettigheder til at se resultaterne. Det er skolens egen testadministrator, der administrerer disse rettigheder.

Som udgangspunkt er det kun læreren, der underviser eleven i det fag, der testes i, som skal have adgang til elevens resultater. Skoleledelsen har dog adgang til alle elever på skolen.

Som lærer på skolen kan du se dine egne rettigheder under menupunktet 'Mine rettigheder'. Her kan du også se hvem, der er testadministrator på skolen.

Husk at vælge obligatoriske eller frivillige test og skoleår

Når du har klikket på 'Testresultater – klasser' i venstremenuen, skal du huske at vælge, om du vil se resultater fra obligatoriske test eller frivillige test.

Hvis testen ikke er taget i det nuværende skoleår, skal du desuden vælge fanen 'Alle skoleår'.

Test med gul status

Elever, som kun opnår gul status under afvikling af testen, får ikke automatisk afsluttet deres test. Skolen har mulighed for at booke eleven igen, så eleven kan fortsætte med at besvare opgaver i testen og opnå grøn status, og dermed større statistisk sikkerhed på testresultatet.

Skolen har også mulighed for at afslutte den gule test via siden 'Status'. Resultatet fra en gul test, som afsluttes via siden 'Status', vil normalt være tilgængeligt den følgende dag.