Egu-bonusordningen gælder kun for private arbejdsgivere, hvis udgifter er dækket med mindre end 50 % offentlige tilskud.

 

Kun de første 588 praktikdage af egu-uddannelsen kan give bonus. Bonusbeløbet er 68 kr. pr. kalenderdag.

 

Det er en betingelse for udbetaling af bonus, at der er indgået en skriftlig praktikaftale, der er udformet i overensstemmelse med den formular, der fremgår af bilaget i Bekendtgørelse om erhvervsgrunduddannelse nr. 704 af 10.06.2016. Praktikaftalen kan udskrives for en elev direkte fra egu-portalen fra elementet 'Praktik i virksomhed' under ’Udskrifter’.

 

Hvis en elev afbryder praktikforløbet, kan egu-bonus udbetales for en afbrudt praktikaftale, hvis arbejdsgiveren på tro og love erklærer, at afbrydelsen er sket af årsager, som ikke kan henregnes til arbejdsgiverens forhold. Dette kan ske via blanketten Ophævelse af praktikaftale, du ligeledes kan udskrive direkte fra egu-portalen fra elementet 'Praktik i virksomhed'.

 

Egu-bonus kan også udbetales for en afbrudt praktikaftale, hvis afbrydelsen tidligst er sket efter fire ugers praktik i den pågældende praktikperiode, og afbrydelsen samtidig er begrundet i, at eleven skal begynde på en anden kompetencegivende uddannelse.

 

Bonus udbetales automatisk af AUB til de berettigede arbejdsgivere, når du som egu-vejleder registrerer, at en praktikperiode er gennemført. Bonus udbetales ligeledes automatisk, når du registrerer, at praktikperioden er afbrudt af en årsag, som stadig berettiger arbejdsgiver til egu-bonus.