Versioner sammenlignet

Nøgle

  • Linjen blev tilføjet.
  • Denne linje blev fjernet.
  • Formatering blev ændret.


System

Sprogprøver.dk

Behandlingens formål og hjemmel

Formål

Gennemførelse af obligatoriske sprogprøver i børnehaveklasser på grundskoler og afdelinger af grundskoler med en høj andel af børn fra udsatte boligområder. Styrelsen for It og Læring stiller Sprogprøver.dk til rådighed for børnehaveklasserne som KAN anvende systemet til gennemførelse af prøverne.  

Baggrund

Den 9. maj 2018 indgik den daværende regering (V, LA og K) samt S og DF en delaftale på undervisningsområdet for at bekæmpe parallelsamfund.

Aftalen omfattede blandt andet, at der indføres obligatoriske sprogprøver på grundskoler og afdelinger af grundskoler med en høj andel af børn fra udsatte boligområder. Sprogprøverne skal gennemføres for:

alle elever i børnehaveklasse på de skoler, der er omfattet af aftalen.

elever i 1-9. klasse på de pågældende skoler, som undervises i dansk som andetsprog, og hvor mindst ét af følgende forhold er gældende:

  • eleven har efter skolelederens vurdering ikke længere behov for undervisning i supplerende dansk som andetsprog
  • eleven har modtaget undervisning i supplerende dansk som andetsprog i fire år

Det skal i den forbindelse bemærkes, at der som led i den politiske aftale blev igangsat et forsøgs- og udviklingsprogram i indeværende skoleår 2018/19, hvor sprogprøveredskab, sprogstimuleringsforløb, forældreindsats og sommerskole blev udviklet og afprøvet på en række skoler. Som en del her af blev der udviklet et it-system, Sprogprøver.dk, til understøttelse af sprogprøven. Udmøntningen af sprogprøver mv. tager udgangspunkt heri i den nævnte udvikling og STIL/UVM stiller i skoleåret 2019/2020 Sprogprøver.dk til rådighed for gennemførsel af sprogprøver i børnehaveklasserne.

 

Sprogprøven målrettet børnehaveklasse er mundtlig og tilrettelægges som gruppeprøve med efterfølgende sprogstimuleringsforløb for de elever, som ikke består et sprogprøveforsøg.

Hvert af de op til fire sprogprøveforsøg består af fire dele (sproglege), som kan afholdes inden for en samlet periode på maksimalt femten skoledage.

Der prøves i seks områder: Lydlig opmærksomhed (fx rim), ordforråd, grammatiske færdigheder (fx ordbøjning, sætningsdannelse), fortælling og oplæsning, samtale og dialog, skrivning og læsning.

Børnehaveklasselederen kan tilrettelægge sprogprøven således, at flere elever, som skal bestå prøven, i videst mulige omfang afprøves samtidig. Børnehaveklasselederen kan også tilrettelægge prøven, så andre elever, som ikke selv er til prøve, kan medvirke i prøveafholdelsen. Formålet er, at børnehaveklasselederen har mulighed for at skabe trygge og hverdagslignende rammer for eleverne.

For en elev i børnehaveklasse er det børnehaveklasselederen eller en anden af skolens leder udpeget pædagogiske medarbejder, som bedømmer, hvorvidt eleven har bestået sprogprøven. Bedømmelsen kan også ske af de to i forening.

Klagemulighed

En elev kan klage til skolens leder over prøveforløbet og bedømmelsen af prøven. En klage over bedømmelsen af en sprogprøve kan først indgives efter det sidste obligatoriske prøveforsøg af afviklet.

Beslutningen om at elev ikke består en sprogprøve, herunder beslutningen om, at eleven skal gå et klassetrin om, vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. At der er tale om afgørelsesvirksomhed betyder, at forvaltningslovens regler om partshøring, begrundelse, klagevejledning mv. skal overholdes.

En klage over afgørelsen vil alene kunne påklages til skolelederen selv, da der ikke er lagt op til en formaliseret klageadgang til kommunen. Forældrene vil naturligvis, som ved alle andre afgørelser i forvaltningslovens forstand, kunne klage til kommunen over sagsbehandlingsfejl, fx manglende partshøring m.v. Men i forhold til det indholdsmæssige skøn i sagen vil det være op til skolelederen alene at træffe beslutningen, jf. folkeskolelovens § 45, stk. 2.

Indberetning af data til UVM/STIL

Det fremgår af den politiske aftale, at der skal skabes gennemsigtighed i skolernes praksis med sprogprøver, bl.a. så data om prøverne kan indgå som en del af statens kvalitetstilsyn. Det følger ligeledes, at initiativerne skal evalueres i 2022. 

Det stiller krav til skolernes indberetning af data i relation til sprogprøverne. For at sikre et fremtidigt kvalitetstilsyn og sikre gennemsigtighed i forhold til praksis om prøverne foreslås det, at skolerne skal indberette følgende oplysninger til statistisk brug:

  • Antal prøver hver elev gennemfører
  • Antal elever der rykker op til næste klassetrin
  • Antal elever der går en klasse om
  • Antal elever der får særlig tilladelse til at starte på næste klassetrin på trods af ikke at have bestået den 3. eller 4. sprogprøve
  • Antal elever, der bliver fritaget fra sprogprøverne
  • Antal elever der deltager i frivillig undervisning i sommerferie (sommerskole)

De nævnte prøveresultater indberettes én gang årligt på cpr.-niveau, så det er muligt at lave en effektmåling.

Der er herefter 2 typer af behandling af personoplysninger i Sprogprøver.dk:

  • Behandling i børnehaveklasserne til administrativ gennemførelse af sprogprøverne
  • Indberetning af data til UVM/STIL til statistisk brug – denne data videresendes i ikke-personhenførbar form til STUK til brug for det administrative tilsyn her.

 

Hjemmel for databehandlingen

Retsgrundlaget for sprogprøverne er lov nr. 278 af 26. marts 2019 om ændring af lov om folkeskolen, lov om friskoler og private grundskoler m.v., lov om social service og lov om en børne- og ungeydelse (Obligatoriske sprogprøver i udsatte boligområder og styrket forældreansvar gennem mulighed for standsning af børnecheck m.v.) samt ved en ny bekendtgørelse om obligatoriske sprogprøver i grundskolen.
Det fremgår af bemyndigelsesbestemmelsen i § 11 a, stk. 6, at undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om de prøver, som er nævnt i stk. 1, 2 og 4 (sprogprøven og sommerskolen), herunder om udarbejdelsen af prøverne, tidspunktet for prøvernes afholdelse, kravene ved prøverne og bedømmelsen af prøverne.

Det fremgår af bemyndigelsesbestemmelsen i § 5, stk. 6, 3. pkt., at undervisningsministeren fastsætter regler om, at elever i 1.-9. klasse, som modtager undervisning i dansk som andetsprog, på skoler og afdelinger af skoler, hvor mere end 30 procent af eleverne bor i et boligområde, der har været på listen over udsatte boligområder, jf. § 61 a, stk. 1, i lov om almene boliger m.v., mindst en gang inden for de seneste tre år, som forudsætning for at eleven kan ophøre med at modtage undervisning i dansk som andetsprog skal bestå en obligatorisk sprogprøve.

 Dataansvarlig - Databehandler

Dataansvarlig myndighed
Kommuner og frie skolerne er dataansvarlige for deres behandling af personoplysninger i Sprogprøver.dk, hvis de anvender systemet, da det er dem, der har opgaveløsningen med gennemførelse af sprogprøver. STIL er databehandler for kommuner og skoler ved at stille systemet til rådighed. Denne placering af dataansvaret og forholdet ml. de dataansvarlige og databehandleren er reguleret i en Cirkulæreskrivelse om Styrelsen for It og Lærings opgaver som databehandler for det administrative system Sprogprøver.dk på undervisningsområdet.

Databehandler

STIL

Bemærkninger til Dataansvarlig - Databehandler

Deloitte skal levere Sprogprøver.dk til STIL. Herefter vil Deloitte fungere som underleverandør til STIL med 2. linje support og assistance til fejlrettelser i systemet. Hvis Deloitte i denne funktion har adgang til persondata vil der skulle indgås en databehandleraftale mellem STIL og Deloitte.   

Personer og personoplysninger

Kategorier af registrerede og kategorier af personoplysninger, der behandles i systemet

 Administrativt brug i børnehaveklasserne: I Sprogprøver.dk registreres alene almindelige personoplysninger. I Sprogprøver.dk registreres oplysninger  om børnehaveklasseelever, børnehaveklasseledere, skoleledere og andre ressourcepersoner tilknyttet børnehaveklassen. For alle registreres navn, cpr.nr., unilogin, klasse og skole. For børnehaveklasseeleverne registreres prøveresultater og delprøveresultater samt om sprogprøven samlet er bestået. For andre elever registreres alene om sprogprøven samlet er bestået.

Statistisk brug: Oplysninger om elever i børnehaveklasser og 1.-9. klasse der indberettes efter § 19 i bkg. om obligatoriske sprogprøver registreres og opbevares kun i en begrænset tidsperiode omkring indberetningstidspunktet.

Hvor længe opbevares personoplysninger i systemet?


Data til administrativ brug slettes i systemet Sprogprøver.dk 2 måneder efter indberetningsfristen den 5. september 2020. Der er herefter ikke data i Sproprøver.dk.
Data der er indberettet til STILs statistikberedskab slettes efter 20 år fra udarbejdelsen som følge af dataetiske hensyn.

Datakilder og datamodtagere

Hvor stammer oplysningerne fra?

Oplysningerne stammer fra brugerindtastning ved gennemførelse af sprogprøverne på skolerne/sektoren samt fra skolens administrative systemer via integration til skolegrunddata ved STIL.

 

Hvem har adgang til at se og behandle persondata i systemet?

Udover de dataansvarlige har STIL og Deloitte adgang til oplysningerne som hhv. databehandler og underdatabehandler.

Modtagere

Data overføres/videregives ikke til tredjeparter i denne sammenhæng.

Sker der overførsler til tredjelande eller internationale organisationer?

Nej.

Generelle sikkerhedsforanstaltninger

Styrelsen for It og Læring har som statslig myndighed pligt til at arbejde med it-sikkerhed og databeskyttelse efter ISO27001 ledelsesstandarden for informationssikkerhed.

Derudover anvendes ITIL som standardrammeværktøj af STIL til at understøtte stabil og sikker drift.

STIL arbejder som følge heraf med:

- Et it-sikkerhedsledelsessystem jf. ISO27001, herunder en it-sikkerhedspolitik, områdepolitikker samt relevante retningslinjer og procedurer og passende kontroller jf. ISO27002.

- Logning, pseudonomisering og kryptering i henhold til artikel 32 af GDPR, hvor det vurderes relevant.